Vi gjorde det!
-Om et paradoks i sydamerikansk folkemusik.

Fotograf & skribent Frederikke Winther fulgte den herboende sydamerikanske musikgruppe, TITICACA, på sin turné rundt i Latinamerika.
frederikkew@get2net.dk


Det sluttede som en drøm

Caramba! Hvad gør vi nu? Titicacas forsanger, Alejandro Vidal, havde fået en alvorlig halsbetændelse og stod nu på scenen og hvæsede og spruttede i et forsøg på at indlede denne vigtige, sidste koncert i Perus hovedstad, Lima. Hans ellers smukke, klare, karakteristiske stemme var ikke til at kende.
Publikum var mødt talstærkt op, ja alle dem, som i løbet af den sidste måned havde oplevet og nydt Titicaca i radio, TV og ved en sand perlerække af gode koncerter. Succesen skyldtes ikke mindst den nye stil, hvormed gruppen fra Europa fører den gamle, latinamerikanske musikkultur fra Andesbjergene ind i det nye årtusind.
De fem andre musikere på scenen svedte, og ikke bare på grund af varmen i det tætpakkede lokale. Alle var nervøse, for hvordan kunne de takke af for denne gang med en forsanger uden en rask tone i livet men derimod med 40 i feber……….. De stod midt i enhver musikgruppes mareridt.
Koncerten skulle være kirsebærret på toppen af et dejligt og musikalsk bekræftende besøg i Lima, og så stod de dér og fumlede nervøst på instrumenterne mens sangen fik nye harmonier, som ville have fået ethvert stemmeapparat til at eksplodere. Men kirsebærret viste sig ikke at være trillet så langt væk endda…..
Det blev publikum, som takkede af, så taget lettede over alles hoveder. Et kor af glade mennesker stemte i og sang med på de efterhånden populære tekster. Der gik et par minutter før det gik op for Alejandro og de andre på scenen, at de roligt kunne overlade koncerten i publikums hænder. De seks medlemmer af Titicaca indså pludselig, at de faktisk befandt sig mit i enhver musikgruppes drøm, og taknemmelige, lettede blikke blev kastet ud over det syngende publikum. Den hæse forsanger startede de første linier af vers og omkvæd, kastede bolden videre til folk på gulvet, som tog opgaven yderst alvorligt og sang så højt og tydeligt, at Titicaca nærmest revnede af stolthed. Når nu skæbnen ville, at de under ingen omstændigheder kunne gennemføre denne aften med et brag af en koncert, var det næstbedste, at publikum sluttede op om bandet og accepterede, at en halsbetændelse var kommet i vejen.
"De kunne nærmest teksterne bedre end jeg", udbrød Marco, andenstemme og leder af Titicaca, tydeligt imponeret, da den sidste klapsalve havde lagt sig. Han, Alejandro, Mauro, Alfredo og Vichi forlod scenen for sidste gang i Peru i denne omgang.
Hvis ikke de havde fattet det før, vidste de i hvert fald nu, at det var lykkedes gruppen at bide sig fast i den hårde konkurrence om opmærksomhed i dét land, som er til størst inspiration for Titicacas musik.
Sidste nyt, gruppen har hørt derfra er, at ét af numrene fra CD'en, "Sueño a zu Lado", som Titicaca tog afsted for at promovere, er stemt ind som årets sang på landsplan i Peru!


Turen blev spået "en stille død"!

Et par måneder forinden denne uforglemmelige aften, var alle meget spændte på den kommende turné til Sydamerika. Med tre peruvianere, én chilener, én bolivianer og endelig en dansk/argentiner var tiden nået til den store "svendeprøve", hvor Titicacas egne melodier og tekster skulle prøves i de latinamerikanske lande. Alle medlemmer bor og har familie i Danmark, og tidligere succes'er i bl.a. Irland, Island og Grønland havde givet gruppen blod på tanden og mod til at kaste sig ud på en turné på den anden side af jorden.
Endelig kunne gruppens medlemmer bringe deres musik med hjem til Titicaca-søen og Andesbjergene, hvor den har sine rødder. Og ikke mindst til familie og venner, som ventede spændt på at få besøg af sønner og brødre fra Danmark.
Men ikke alle delte gruppens store forventninger. Herboende landsmænd og kolleger spåede turen en stille død, hvis ikke Titicaca hurtigt ændrede sit repertoire. Man mente, det ville være mere sikkert med en række af de gamle, kendte melodier, som alle musikere spiller og genspiller og hele den latin/andinske verden utrætteligt hylder. Alle folkemusikgrupper i f.eks. Peru har deres egen fortolkning af den gamle musikskat, men at prøve med radikale ændringer og blande andre dele af verden ind i de stolte musiktraditioner, som er Titicacas primære mål og idé, var et på forhånd dødsdømt eksperiment.
Det var meldingen og "de gode ord" Titicaca fik med på rejsen fra Danmark, men skepsisen gjorde blot  gruppen endnu mere beslutsom i forsøget på at bevise sit værd.
Vi gjorde det!

Og forsøget blev succésfuldt. Titicaca holdt på sin stil og tog publikum med storm.
Der blev knapt tid til at lege turister og gense familie og slægtninger i dét omfang, man havde forventet, for en bølge af TV-optrædender og radio-interviews og ikke mindst festlige koncerter fulgte i hælene på gruppen igennem de tre uger.
Den fine modtagelse og den uforglemmelige afsked, Titicaca gang på gang oplevede på sin tur gennem de tre latinamerikanske lande Chile, Peru og Bolivia, blev en enestående bekræftelse på gruppens koncept. Musikerne har fat i noget af det rigtige og sammen har de skabt sig en niche indenfor nutidig folkemusik, som selv gamle traditionstro publikummer kan nyde og hylde.
Og da de seks musikere efter tre måneder stolte vendte hjem til Danmark, var det svært at skjule triumfen efter de negative spådomme, der var blevet kastet over projektet.
"Vi gjorde det!" stod nærmest malet med flammeskrift i øjnene på de seks hjemvendte musikere, da de atter satte fødderne på dansk jord i Kastrup Lufthavn.


Peru, Chile & Bolivia

Succesen blev størst i Peru, hvor venskabsgruppen Yawar havde lagt et kæmpe stykke PR-arbejde i forberedelserne op til Titicacas besøg som tak for sidst. Yawar besøgte nemlig Titicaca i Danmark i oktober 1997, og kommer højst sandsynligt hertil igen ved samme tid i år.
Men turen bød også på besøg i Chile og Bolivia, hvor der ventede gruppen rigtigt gode oplevelser og fremtidige muligheder.
I Bolivia var forventningerne om et gennembrud knapt så store, for her møder man rigtigt mange virkelig gode musikere, som ikke er bange for at mixe nyt med gammelt og fusion er et velkendt og vellidt ord i branchen. Men netop fusion og interessen for udenlandsk påvirkning af folkemusikken blev nøgleordet under interviews og de seks koncerter i hovedstaden, La Paz.
I Chile knyttede man en helt særlig kontakt til den kendte komponist Nano Aceveda, som dels tilbød at udgive Titicacas CD på kassettebånd i landet, og dels at komponere et folkemusikværk på 6 numre og siden arrangere en turné for gruppen på de største chilenske festivaler i år 2000. Titicaca takkede overvældede for anerkendelsen og tilliden og glæder sig nu meget til det fremtidige samarbejde. Det skræddersyede chilenske værk af folkemusik, som gruppen har i vente, ville også være oplagt at tilbyde til festivaler og spillesteder i Danmark, og vil garanteret falde i ørerne på det danske publikum.


Folkemusik til alle tider.

Folkemusik lever i bedste velgående i Sydamerika, og er hver mands eje, når der skal være fest i gaden. Den musikalske arv fra forfædrene er meget aktuel, og dét fakta, at rigtig mange almindelige, moderne mennesker i dag i det sydamerikanske bysamfund danser de traditionelle danse og dyrker den livsglade og positive folkemusik, viser lysten til at have sjælen og traditionerne med sig, selv eller især når udviklingen løber løbsk og hverdagen fyldes med stress og frustration.
En fest i et almindeligt hjem i Sydamerika flyder over med mad og drikke, stor livsglæde og det store, sikre samlingspunkt er folkemusikken og dansene, som dyrkes på linie med moderne salsa, rock og pop fra den vestlige verden. Alle kan være med, og de helt små poder, som tuller rundt på dansegulvet får de dynamiske trin ind med modermælken.
Men al tradition har godt af fornyelse, og efterhånden som de aktive folkemusikere bliver ældre og gråhårede, er tiden inde til at komme videre og få listet nutidige harmonier ind i de gamle, kendte rytmer.
Og det er netop dén vogn, Titicaca er sprunget på og altså har kørt med hele vejen hjem til Andesbjergene med succes.
Alt er tilladt hvis man tør, men man skal også passe på ikke at gå for langt for hurtigt, så den altafgørende, dybe sjæl i musikken overdøves. Stoltheden over fortid og identitet bliver nemt slået omkuld, hvis musikere forfalder til en alt for moderne lyd og dermed læner sig for meget mod verden udenfor traditionerne. Styrken hos Titicacas musikere ligger i deres bevidsthed om og respekt for rødderne, som måske netop forstærkes, når de har valgt at leve deres liv langt væk hjemmefra. "Hemmeligheden ligger i, at lave sine egne numre, så ingen føler sig trådt over tæerne. Mange føler de gamle musiktraditioners stolthed gået for nær, hvis man "mishandler" en gammel kending med elektriske instrumenter og frie fortolkninger af de kendte melodier." Forklarer Titicaca. "Det handler om at bevare de fine stemninger og spændende rytmer i nutidig forklædning, og så selvfølgelig at tilsætte musikken sin egen stil og inspiration."
Stoltheden som musikere, lysten til at skabe og åbenhed overfor nye strømninger i verden fører gruppen ud over de kulturelle grænser, hvor der er mulighed for at skabe sine helt egne traditioner.
Hvorvidt disse grænser ligger for langt fra udgangspunktet, og man dermed mister greb i det oprindelige publikum, skulle testes med en direkte konfrontation, en tur hjem igen. Og Titicaca bestod testen mod andres forventninger, og gruppen kan nu med en fornyet ro og inspiration fortsætte med at komponere deres egne melodier og tekster, forfølge deres helt egen lyd fra Andesbjergene, fra Danmark og fra resten af verden, som trænger sig på. 
 

Et musikalsk paradoks

Apropos Danmark er Titicacas næste store ambition at spille en masse koncerter på de danske festivaler, fordi gruppens liveoptræden især egner sig til et danseglad publikum, som kan lide at lytte og svinge til ny og spændende musik. En opgave der ikke er helt så nem, som den måske lyder. Til trods for flere succeser i udlandet har gruppen sværere tider herhjemme. Pressemeddelelser og nyt materiale sendt til festivalarrangører bliver tit mødt med anstrengt bemærkning om gademusik og mangel på fornyelse, allerede inden gruppens CD er blevet lyttet efter. Titicacas medlemmer udfordrer sine panfløjter i alle størrelser og mixer den fine lyd med moderne og fremmedartede instrumenter. Disse træfløjter er sammen med rytmerne, sjælen i gruppens musik. Problemet i Danmark er, at synet af samme fløjter øjeblikkeligt sender gruppen lodret ned i skuffen til de knapt så autoriserede grupper, som alle kender fra indkøbsturen ned gennem Strøget. "Vi er oppe imod fordomme og illusioner om musikken fra Andesbjergene", siger Titicacas leder, Marco Martiri, med et lille smil på læberne og kalder situationen et musikalsk paradoks. "Mange har en helt særlig og meget romantisk forestilling om, hvad rigtig god, latinamerikansk folkemusik er. Faktisk ligesom vi blev advaret om, at man havde det i de andinske lande. Musikken skal være så autentisk som muligt, hvilket også gør den lidt kedelig og passiv. Så på den ene side skal folkemusik være gammeldags og traditionel, og det gider festivalerne forståeligt nok  ikke betale for. Publikum har set og hørt den slags musik på gader og stræder sommeren igennem i snart mange år".

Nostalgi & nytænkning

Marco fortsætter: "På den anden side velkommer man ny, fusioneret verdensmusik, men det forventer folk ikke at høre fra latinamerikanske musikere, som normalt enten spiller salsa eller traditionel folkemusik. Vi bliver sommetider rådet til at forny og eksperimentere med de oprindelige musiktraditioner, og det er helt klart fra dem, som tror de ved, hvordan vi spiller vores panfløjter og lader fordommene dømme frem for musikken. Situationen er Titicacas paradoks, fordi mange dømmer uden at lytte CD'en af, for man forestiller sig ikke, at den sydamerikanske folkemusik allerede hár fået en moderne renæssance. Billedet af musik fra Andesbjergene med ponchoer og eksotiske instrumenter er blevet så fasttømret og nedslidt, at det kan være svært at råbe festivalarrangørerne op om andet. Fakta er, at vi er den eneste folkemusikgruppe fra Latinamerika her i Danmark, som satser på eksperimentet og møder publikum med ny, spændende og rytmisk musik. Når først vi får en fod indenfor på en scene,  er det sikkert, at vi kan spille folk varme og glade. Og efter en koncert tror jeg ofte arrangøren er glædeligt overrasket, han havde forestillet sig noget mere traditionelt og forudsigeligt", griner Titicacas leder. "Situationen i Danmark er faktisk meget lig dén i Sydamerika. Musik fra Andesbjergene er gammelt nyt og der er brug for udvikling og eksperimenter her såvel som i musikkens hjemlande. Ja, faktisk er det en diskussion spillemænd over hele verden har med sig selv og hinanden, for dels skal man bevare traditionerne, og dels må man støve af en gang imellem, så folkemusiktraditionen kan fortsætte. Men når vi kunne overhale fordommene og illusionerne i Chile, Peru og Bolivia, skal det nok også lykkes en dag her i Danmark. Vi tror og håber alle på, at vi snart får chancen. Vi vil  fortsætte med at gøre opmærksom på vores eksistens og nye idéer, indtil de danske festivaler og spillesteder vil satse og præsentere os på programmet", siger Marco med en optimistisk mine. "Det er vigtigt, at publikum oplever, at sydamerikansk folkemusik ikke behøver at være en stereotyp forestilling men også kan være spændende og nuanceret musik med meget mere end slidte traditioner. Det er inspirerende at lytte til melodier, som både rummer nostalgi og nytænkning. Vi satser på en åben musikstil og udnytter de nedlagte kulturelle barriere, som tillader et mix af alt den spændende inspiration, vi møder på vores vej. Roen og basen i vores musik kommer fra Andesbjergene, krydderiet kommer til os fra hele verden", slutter Marco Martiri vores lille snak om Titicaca hér og dér.

Et stort skridt på den knoldede vej til succes bliver Titicacas anden CD, som de går i studiet med i løbet af sommeren. Og de seks latinamerikanske musikere lover, at der bliver noget at glæde sig til.

Hjem med musikken       Børn til koncert.       Med drømmen på turné.

Vi gjorde det!
-Om et paradoks i sydamerikansk folkemusik.

Hjem med musikken
Tekst og foto: Frederikke Winther
frederikkew@get2net.dk

Det var med blandede forventninger at Rafael, Mauro, Alfredo, Vichi & Alejandro for mellem 2 og 10 år siden forlod hver sit hjem i henholdsvis Peru, Bolivia & Chile. De havde alle drømmen om at leve som musiker, og søgte nye græsgange i den store verden udenfor det sydamerikanske kontinent. Skæbnen førte lidt efter lidt de fem latinamerikanske musikere sammen i TITICACA, en herboende sydamerikansk folkemusikgruppe ledet af Marco, som er halvt dansk, halvt argentiner. Med rødderne hjemmefra, opmærksomheden rettet mod verden, indtryk fra hverdagen i Danmark og ikke mindst seks supertalenter har TITICACA skabt sin egen niche indenfor moderne folkemusik. Udfordringen i "bare" at spille traditionel folkemusik fra Andesbjergene var simpelthen ikke stor nok, nu hvor de seks musikere havde rejst til verdens anden ende, mødt hinanden, og skabt et musikalsk fællesskab i TITICACA. Nogen kalder det folkrock, andre Andes worldmusic, men uanset navnet, byder gruppens egne tekster og melodier på nye spændende toner i en tid, hvor kulturelle barrierer og traditioner falder og genopstår på kryds og tværs af kontinenter. Efter nogle succesfulde turnéer til bl.a. Irland og Grønland var tiden moden til at tage musikken med hjem til Latinamerika. Endnu engang rejste de seks musikere langt med blandede forventninger, for hvem kunne garantere, at det oprindelige publikum for sydamerikansk folkemusik kunne bifalde en så moderne, blandet og anderledes fortolkning af de gamle rytmer. Under alle omstændigheder og med alle odds imod sig tog TITICACA afsted én af de første dage i året og for at vende tilbage til Danmark 3 måneder senere. Og hvilke tre måneder. På hænder og fødder og en bølge af TV- og radiointerviews blev TITICACA ført igennem Chile, Peru og Bolivia. Strømmen var stærkest i Peru, hvor venskabsgruppen Yawar havde forberedt gruppens besøg, som startede i lufthavnen med fans med velkomst-bannere! Inden TITICACA satte sine fødder på peruviansk jord kunne gruppens CD købes på piratbånd og flere numre fra den havde ligget på hitlisterne. Succesen blev en personlig triumf især i forhold til de sydamerikanske fædre, hvoraf én bl.a. er præst og en anden pensioneret dommer. Med  stolte smil fulgte de utrættelige TITICACAs koncerter og syntes helt at have glemt dén dag for længe siden, hvor deres sønner trodsede enhver familietradition for at drage ud i verden og søge lykken som musiker. Turnéens succes blev også en faglig triumf for TITICACAs helt egen musikstil.
Et spændende samarbejde med en kendt, chilensk komponist, æren og anderkendelsen ved at vinde den landsdækkende afstemningen om "årets sang" i Peru og  en forventningsfuld, effektiv manager i Bolivia vil helt sikkert kaste TITICACA ud i endnu en turné til Sydamerika i år 2000.
Og hvis gruppens seks musikere var det mindste i tvivl før er de i hvert fald nu blevet overbeviste om, at de med TITICACA har ramt plet i forsøget på at give den latinamerikanske folkemusik en moderne renæssance. Med hjem i kufferten fra det sydamerikanske eventyr havde TITICACA, udover snavset tøj og nye instrumenter, en overflod af inspiration og energi, som de tager med sig i studiet i løbet af sommeren. Gruppens næste CD vil byde på nye, dristige mix og svingende, latinamerikanske rytmer, bl.a. med et afro-peruviansk nummer, som de færreste vil kunne nøjes med at sidde ned og lytte til.
En drøm blev opfyldt - en ny er ved at tage form…………

Hjem med musikken       Børn til koncert.       Med drømmen på turné.

Vi gjorde det!
-Om et paradoks i sydamerikansk folkemusik.